Ikke uden grund var tirsdagens ligakamp forbundet med store følelser. Vi havde håbet og troet på at kunne tage point med fra denne kamp, men sådan skulle det desværre ikke være!
Alle kampe lige nu har deres eget liv, og har rigtig meget nerve, da der er meget på spil til enten en slutspilsplads eller i forhold til at undgå nedrykning. Det viser noget om, hvor stærk og jævnbyrdig rækken har været i år, og hvor mange hold der kan tage point fra hinanden.
Vi starter kampen rigtig stærkt med en solid defensiv, og Sabine Englert i målet, som gennem det meste af kampen står rigtig fint. Vi får en føring på 4-1, og Horsens tager time-out. Egentlig er vi i hele 1. halvleg overordnet ret godt tilfredse med defensiven, men den sidste kynisme i forhold til at få alle riposter eller lavet den sidste afgørende opbakning manglede desværre. Derfor får Horsens en del mål, hvor de ellers måtte kæmpe længe med at komme igennem, hvilket selvfølgelig er en smule frustrerende. I den anden ende af banen lykkedes vi med de direkte dueller i perioder, men har det ellers svært med at nedbryde en god og stærk Horsensdefensiv, som gør at vi skal bruge mange kræfter.
Mathias Broløs
Som forventet blev det en målfattig kamp, hvor hvert mål kunne blive helt afgørende.
I løbet af 2. halvleg havce hjemmeholdet det fortsat svært i angrebet, og først efter et skifte til 7 mod 6 lykkedes det at få gang i målscoringen. I slutfasen kom Elin på mål, og hun leverede nogle store redninger, som også resulterede i lette contramål. Elin og Sabine har tilsammen 14 redninger, og sammen med forsvaret burde 24 mål have været nok til at vinde.
Der bliver kæmpet med tingene, men fightet og vist stor moral i kampens slutfase, hvor vi kommer helt op. Næsten… bagud 23-24 brænder vi en god chance i overtal, Horsens får bolden og med 10 sekunder tilbage fremprovokerer vi en teknisk fejl der giver os endnu en fin mulighed for at kunne score til point. Desværre et brændt skud, og vi må gå fra banen uden udbytte. Så det er marginaler, der i sidste ende er med til at afgøre kampen, hvilket selvfølgelig gør ekstra ondt. Selvom vi kæmper med tingene, så skal der være ros til spillerne for at vise moral og en stærk arbejdsindsats hele vejen rundt. Den indstilling bliver afgørende ind til de sidste par kampe.
Mathias Broløs
Der venter nu to alt for spændende runder i kvindeligaen. Først med en udekamp mod Nykøbing F. og så lukker grundspillet, når Odense Håndbold kommer på besøg i Djurslands Bank Arena den 5. april.