Efter et ærgerligt nederlag til København Håndbold ser ligakvinderne nu frem mod onsdagens vigtige opgør i Ringkøbing.
Kampen mod København bød på mange, gode elementer – både defensivt og offensivt. Men i sidste ende var gæsterne det mere kyniske, så de kunne rejse hjem med en lidt for stor sejr.
Assistenttræner Mathias Broløs opsummerede det sådan:
Vi rammer en kamp, hvor vi på mange parametre kan se os selv i øjnene, og de skal trækkes med videre. Det er virkelig vigtigt, at vi lige nu holder fokus på alle de ting, der fungerer. Vi får i løbet af kampen produceret mange store chancer, også nok til at kunne være foran flere gange. Selvom vi går ned i kadence i løbet af 2. halvleg, formår vi at være helt lige med 10 minutter igen, men her mangler vi den sidste kynisme til at holde os inde i kampen. Selvfølgelig rigtig ærgerligt, når vi ellers spillede os frem til muligheden for en tæt afgørelse. Ikke mindst Anna Wierzba og Line Larsen havde mange stærke aktioner offensivt.
Mathias Broløs
Efter sidste rundes resultater indtager vi aktuelt en 12. plads. Men med to point op til 8. pladsen og slutspillet, og to point ned til 14. pladsen og dermed direkte nedrykning.
Til onsdagens kamp i Ringkøbing kommer ligakvinderne til at møde flere af de samme våben, som de stod overfor imod København Håndbold. Blandt andet et velsmurt 7 mod 6 spil.
Der venter os endnu en kamp i en historisk tæt kvindeliga. Derfor betyder hvert et point rigtig meget. Sidste indbyrdes kamp mod Ringkøbing endte med et uafgjort resultat i sidste sekund, efter en speciel kamp, hvor vi efter en svær start var stort bagud men ellers langt hen ad vejen fik rigtig godt fat i kampen. Skal vi matche Ringkøbing onsdag handler det først om fremmest om at løse det 7-6 spil, de har praktiseret meget på det seneste. Derudover er Nanna Hinnerfeldt på stregen altid en stor udfordring, samt den dygtige bagkæde med Jane Mejlvang, Maria Wierzba, Stine Kristensen og Frida Høgaard. Vi skal derfor dække om med stor intensitet og fysik, så vi skaber muligheder for at få godt gang i vores kontrafase.
Jeppe Vestergaard
Kampen i Ringkøbing spilles onsdag kl. 19.00