Som en del af vores partnerskab med NorthSide har vi igen haft stor succes i Aarhus Håndbold med at skaffe frivillige til festivalen.
Endnu en succes – på trods af et solidt regnvejr. Det er, hvad vi opnåede, da 450 frivillige fra byens foreninger indtog NorthSide ‘24.
Den perfekte måde at give noget tilbage til byens foreninger. For på NorthSide har de frivillige arbejdet og nydt godt af alle festivalens goder, og som tak har NorthSide også sendt et kontantbeløb til både de enkelte frivilliges foreninger og til Aarhus Håndbold.
“For foreningerne betyder de ekstra beløb, at de har mulighed for at lave alt fra fede håndboldarrangementer til indkøb af nye bolde.”
Sådan siger Line Riggelsen fra Aarhus Håndbold, der også tilføjer:
“For hver frivillig, vi sender til NorthSide, bliver der sendt et beløb pr. frivillig direkte retur til foreningslivet. Foreningerne får penge til det, de vil, og på den måde kan vi give noget tilbage til foreningslivet.”
Festival-succes trods regnvejr
Selvom NorthSide i år var lidt af en våd fornøjelse, trodsede de frivillige vejret og stod op for deres foreninger.
“Vejret var ikke supergodt, så det var meget imponerende, at de frivillige mødte fuldtallige op, havde godt humør hele vejen og var flittige. De var ikke til at slå ud trods vejret, så det var sgu meget sejt.”
De frivillige fik oven i hatten en goodiebag med donerede ting – herunder en halsedisse fra Jyske Bank, en snackbar fra Møllers Gastronomi og et tiltrængt regnslag fra 5R People.