Der bliver arbejdet hårdt i kulissen med at skabe et nyt, slagkraftigt, Aarhus Håndbold Kvindehold. Ambitionerne er store – og vi kommer i den kommende tid til at offentliggøre en række positive nyheder.
Vi kan passende lægge ud med et par nye spillere i denne uge.
Første spiller, vi skal byde velkommen til, er Line Frandsen. Den 26årige playmaker, som i de seneste sæsoner har været en vigtig brik på Bjerringbros ligahold, vil foreløbig i de kommende to sæsoner føre dirigentstokken i Aarhus.
Vi er ovenud glade for, at Line har sagt ’ja tak’ til udfordringen om at bringe vores kvinder tilbage i ligaen.
Selv forklarer Line skiftet sådan:
Jeg har valgt at spille i Aarhus Håndbold, da jeg har fået et virkelig godt indtryk af klubben, og samtidig ser jeg projektet som værende virkelig spændende. Jeg ser frem til at kæmpe for at bringe klubben tilbage i ligaen, hvor den hører til.
Line Frandsen
Med Line Frandsen får vi ikke bare en stærk playmaker tilknyttet. Vi får også en tovejs-spiller på højeste liganiveau.
Vi glæder os til for alvor at lære Line at kende – og byde hende velkommen i Aarhus Håndbold.