Fra 2025 rykker den rutinerede ligakeeper, Kristoffer Laursen, til Aarhus Håndbold.
Selv om vores sportslige ledelse har travlt med forberedelserne til sæsonen, der begynder om et par uger, er det også lykkedes at sætte det lange lys på og kigge ind i sæsonen 2025-26.
Til den tid får vi ligaprofilen Kristoffer Laursen på holdkortet i Aarhus Håndbold.
Den rutinerede og vellidte målmand og holdspiller har længe stået højt på sportschef Morten Jensens ønskeseddel.
– Kristoffer Laursen matcher på alle måder de værdier og den professionelle indstilling som vi har skabt Aarhus håndbold på. Han har gennem de mange år i den danske liga, fra første parket fulgt den udvikling – og opnået den erfaring – der kræves i et professionelt miljø.
Samtidigt er han bare en rigtig god fyr, som vil passe rigtig godt ind hos os og med de værdier, vi vægter i vores spillertrup, siger Morten Jensen og supplerer med et smil:
– At Kristoffer også fortsat har ambitioner om at spille håndbold i landets bedste række, forpligter os bare endnu mere til at levere varen i denne sæson.
Det var en rigtig god snak…om værdier og ambitioner i Aarhus Håndbold, som overbeviste mig om, at min håndboldfremtid ligger perfekt her.
Kristoffer Laursen
Hovedpersonen selv flytter jo ikke langt. Ja faktisk kommer mange træninger jo til at ligge på hans nuværende hjemmebane, selv om trøjefarven skiftes ud.
– Det var en rigtig god snak med Morten om værdier og ambitioner i Aarhus Håndbold, som overbeviste mig om, at min håndboldfremtid ligger perfekt her. Men for at være ærlig. Lige nu er det den nuværende sæson, der tæller. Derfor har jeg også bedt om, at vi får fortalt nyheden nu, så jeg og vi kan koncentrere os om det, det hele handler om, siger Kristoffer Laursen.
Og på den måde, får han også fint sat ord på, at han bare elsker at spille håndbold, og at han brænder for at gå forrest og være den holdkammerat, som andre – ikke mindst de unge – kan spejle sig i.
Trods sine åbenlyse kvaliteter – og mange kampafgørende præstationer i Herreligaen – har Kristoffer aldrig været tiltrukket af tilbud fra udlandet.
– Jeg er nok lidt for meget fra landet, og så betyder min familie og de nære omgivelser meget. Og så har jeg fået mine ambitioner opfyldt i de klubber, jeg har repræsenteret. At være en del af et hold og en klub, der har ambitioner, betyder meget for mig.
Vi ønsker Kristoffer pøj pøj med sæsonen 24/25 – og glæder os til se ham i Aarhus Håndbold-trøjen i 2025.
Fakta – Kristoffer Laursen:
35 år. 196 cm
Er vokset op i Torrild ved Odder.
Spillede ungdomshåndbold i Odder.
Har spillet seniorhåndbold i Skive, Skjern, Skanderborg
Nuværende klub: SAH.
Skifter fra sæsonen 2025/26 til Aarhus Håndbold
Bor i Stilling med sin kone og deres to børn.