Dobbeltstævnet i morgen lørdag – hvor først vores ligakvinder spiller mod Viborg kl. 14, og 1. division herrer spiller mod HC Midtjylland kl. 17, – bliver endnu en milepæl for hele Aarhus Håndbold-fællesskabet.
Med opbakning fra Aarhus Håndbold Fonden er der ikke kun håndbold på programmet. Hele Djurslands Bank Arena er forvandlet til en festival, hvor tilskuerne før og mellem håndboldkampene kan hygge sig, konkurrere, danse og feste sammen.
Ligakvinderne ser frem til hjemmekamp med mange tilskuere
Efter mandagens sejr i den vigtige udekamp mod Bjerringbro gælder det nu Viborg fra ligaens top 6. Cheftræner Jeppe Vestergaard glæder sig:
Sidst der blev afholdt dobbeltarrangement var det en fantastisk oplevelse med mange mennesker og god stemning. Det glæder vi os til igen. Vi står efter kampen mod Bjerringbro med en fornemmelse af, at vores spil stadig bevæger sig i en positiv retning. Vi spiller mange gode minutter mod Bjerringbro og får individuelt løst de opgaver, vi skal på et højt niveau. Derudover er det selvfølgelig også forløsende at komme på tavlen og tage to vigtige point.
Jeppe Vestergaard
Viborg har spillet et flot forår indtil nu, og kommer med 4 sejre i de seneste 5 kampe. Mod Viborg venter to tidligere Aarhus-profiler i Marielle Martinsen og Louise Bak, der blandt andet står overfor hendes gamle læremester i Sabine Englert i det modsatte mål.
Skal vi kunne udfordre Viborg handler det om at skyde hul på Louise Bak, og dæmme op for Sara Hald på stregen, som i vores sidste indbyrdes kamp voldte os store problemer. Derudover skal vores forsvar dække op med mere fysik end tilfældet var i Bjerringbro mandag, at få gang i vores forsvar, giver også mulighed for at få gang i vores kontrafase der vil være et vigtigt våben mod Viborg, siger Jeppe Vestergaard.
Jeppe Vestergaard
Hele Håndbold-Aarhus er inviteret til dobbeltstævnet, og efter ligaopgøret, gælder det 1. divisions herrer, som med en sejr over HC Midtjylland, der lige nu ligger på en 4. plads, kan tage endnu et skridt mod oprykningsspillet.
Cheftræner Mads Hjortshøj ser frem mod en kamp, hvor han fortsat må undvære en håndfuld spillere på grund af skader.
Vi har fortsat Mathias Møller, Peter Krogh, Teis Horn, Jesper Meinby og Lars Mousing ude af truppen med skader, og uden tre af vores normale 3ere i forsvaret, bliver der nok engang brug for en stor indsats fra Nikolaj Mogensen og Rasmus Just. Derudover så bliver målmandsposten som altid vigtig. Så Simon Sejr og Rasmus Bech, skal gerne i fællesskab ramme en god kamp.
Mads Hjortshøj
Meget tyder på, at defensiven og målvogterne for en travl dag. HC Midtjylland har blandt andet rækkens topscorer, Rasmus Graffe, der har lavet 145 mål i 19 kampe, på holdet.
Du kan stadig nå at få billet til dobbeltstævnet, som også byder på en hel festival af underholdning og aktiviteter rundt om kampene.