Herrernes nye træner – Peter Schilling Laursen – blev præsenteret for vores partnere og frivillige inden playoff-kampen mod KIF Kolding den 18. april. Læs nyheden her og se klip fra præsentationen.
Det bliver den 41 årige Peter Schilling Laursen, som bliver cheftræner for Aarhus Håndbolds herrer i den kommende sæson. Peter er i øjeblikket cheftræner for Silkeborg Voels ligakvinder, men vaender nu tilbage til herrehåndbolden.
Rekrutteringsprocessen efter en ny træner til herreholdet har været lang og grundig, og det er en meget tilfreds sportschef, Morten Jensen, som sætter ord på valget af Peter Schilling:
’Peters store styrker ligger i udviklingen af den enkelte spiller, og så har han nogle meget stærke menneskelige egenskaber, der kan ”knytte” en trup sammen. Jeg har fulgt ham, siden han som talentfuld træner i Bjerringbro stod bag udviklingen af nogle stærke ungdomsårgange. Siden var han med da Skives herrer første gang rykkede i ligaen, og de seneste år har han været omkring Silkeborg Voels ligakvinder.’
Selv fortæller den nye Aarhus-træner om skiftet:
’Jeg er rigtig glad for at få muligheden for at blive en del af Aarhus Håndbold, og jeg har haft gode snakke med klubbens ledelse. Der har været flere ting i spil for mig, men Aarhus Håndbold var det projekt, der fra starten fangede min interesse mest, og derfor var det også det jeg valgte at gå videre med.
Jeg ser frem til at arbejde med en dygtig trup bestående af en god blanding af lokale unge, sultne spillere og de erfarne kræfter, der ved, hvad der kræves. Aarhus er en stærk håndboldby med et særligt spændende talentmiljø, og jeg er meget nysgerrig på at lære det endnu bedre at kende. Jeg glæder mig til at se, hvordan endnu flere spillere på sigt kan tage skridtet op på førsteholdet.’
Spurgt ind til, hvad det er for en trænertype, vi får at se efter sommerferien, svarer Peter:
’Jeg ser mig selv som en relationel træner, der arbejder på at skabe en stærk træningskultur og et miljø i hverdagen, hvor spillerne udvikler sig og presser hinanden til at blive bedre. Samtidig bliver det spændende at vende tilbage til herrehåndbolden efter 3 år. Jeg har fulgt med så godt jeg kunne undervejs og ser frem til igen at blive en del af det miljø, når arbejdet starter efter sommerferien. Jeg glæder mig meget til at møde alle spillere, stab og komme godt i gang.





