Når herrerne afslutter sæsonen – forhåbentlig først senere i maj – skal vi sige farvel til Jan Paulsen, som de seneste 2 år har været assistenttræner. Jan har med sin store erfaring og indsigt været en stor del af herrernes succes med placeringer i oprykningsspillet de seneste år. Men derudover har Jan også været en ægte klubmand, som har bidraget til Aarhus Håndbold Fondens aktiviteter, og så er han gået forrest, når der skulle arrangeres mere sociale aktiviteter omkring vores seniorhold.
Vi skylder Jan en stor tak for indsatsen.
Det betyder til gengæld, at vi nu kan løfte sløret for, hvem der skal stå ved siden af cheftræner Peter Schilling i de kommende sæsoner. En assistenttræner, som er særdeles godt kendt i det århusianske håndboldmiljø, selv om han i et par år har været træner i henholdsvis Aalborg og Køln: Sigurd Østergaard Tandrup!
Sigurd har aldrig helt sluppet sin forbindelse til Aarhus, og nu glæder vi os til at have ham ’hjemme’ igen.
’Jeg har jo været i Aarhus før, og siden jeg stoppede for 3 år siden, har det været en drøm at komme tilbage, til det projekt, jeg brænder for. Og det gør jeg egentligt på grund af byen, dens foreninger og alle de gode mennesker omkring håndbolden i Aarhus. Så efter et år på udebane i Tyskland, som har været anderledes, på både godt og skidt, så er der også en vis tryghed i at komme ’hjem’ til Aarhus igen. Og så er jeg selvfølgelig superstolt over at få muligheden for at få dette job, som bliver koordineret med andre håndboldopgaver i og for Aarhus, siger Sigurd selv.
Sportschef Morten Jensen sætter de her ord på valget af Sigurd:
’Sigurd er en forholdsvis ung træner ( 26 år ) men har allerede gjort sig godt bemærket i flere stærke miljøer. Han startede sin trænerkarriere i Holstebro og kom så til Aarhus, hvor han var træner i vores U-19 miljø. Senere gik turen til Aalborg, hvor han var cheftræner på U-19 og senest har Sigurd været i Køln – Tyskland i et kombijob med både senior og ungdom.
Sigurd lever og ånder for håndbold og får en stor rolle, når det gælder en stærk sammenhængskraft imellem vores ungdoms- og seniorelitemiljø.
Foto: TS-Bild





