Lokalopgør mod Odder – med to U19-ligakampe som opvarmning

På søndag får vores 1. div. herrer besøg af Odder Håndbold i Skæringhallen. Begge hold kommer med to sejre i sportstasken, så der er lagt op til et tæt opgør om de 2 point.

Odder, der er et forholdsvis ungt hold, spiller med masser af fart og energi og med stor selvtillid. Og i de seneste to kampe har de vundet over HC Odense på udebane og Norddjurs på hjemmebane.

Står det til cheftræner Mads Hjortshøj bliver det duel spil og bevægelige fløjspillere, der kan blive afgørende for en sejr:

Imod et Odder-forsvar, der til tider kan være en helt særlig offensiv udgave af et 6:0-forsvar, bliver vores fløjspilleres evne til at komme i spil på overgange vigtigt. Derudover får vi endnu engang brug for at vinde mange dueller, og her har ikke mindst Simon Skovhus været rigtig dygtigt i de seneste kampe.

Mads Hjortshøj peger også på vores stabile defensiv som en af nøglerne til sejr:

Nok engang bliver vores defensive performance vigtig, og her kommer især Peter Krogh til at spille en central rolle. Kan vi give vores målvogtere gode betingelser, får vi også gang i vores hurtige omstillinger.

To U19-ligakampe

Kampen spilles kl. 17.00 i Skæringhallen. Men der er to gode grunde til at møde op meget tidligere. Vores to U19-ligahold spiller nemlig også i Skæringhallen på søndag.

Kl. 13.15 møder pigerne Ikast Håndbold, og kl. 14.40 er det drengene der byder BSH op til dans.

Der er med andre ord lagt op til en søndag i hallen til alle håndboldelskere.

Vær først til at få nyheder om Aarhus Håndbold

Sign up til vores nyhedsbrev.

Vi vil gerne sende dig netop dét, du brænder for. Set et eller flere kryds nedenfor.
Hovedpartnere